SØNDAG 03. MAR 2024 - KL 19.00
UDSOLGT

HELADO NEGRO(US)

DEVON WILLIAMS(US/DK)

Til februar udgiver Helado Negro sit ottende album og tager efterfølgende på en større verdens tour, der endelig bringer den amerikanske lydkunstner tilbage til København, når han synger foråret ind på Loppen søndag d. 3. marts!

Siden 2002 har Roberto Carlos Lange a.k.a. Helado Negro stået bag en lang række udgivelser under forskellige navne, og udover sine konventionelle udgivelser har Lange også stået bag lydskulpturer (bl.a. ”Sounding Up There” i Atlanta for Flux Projects og HVAC Music Box i Brooklyn).

Den innovative musiker har desuden skabt musik til forskellige udstillinger og videoværker af maleren David Ellis, men det er uden tvivl under aliasset Helado Negro, at den amerikanske lydkunstner og musiker har opnået størst succes. 

Lange har altid fået flotte anmeldelser for sin musik, men det var først i 2017, da NPR inviterede Helado Negro til at optræde til deres Tiny Desk Concerts, at han brød igennem over for et større publikum i kølvandet på udgivelsen af albummet Private Energy.

I 2019 kunne man endelig opleve Helado Negros ”cosmic synth-folk” - en betegnelse Pitchfork brugte i deres anmeldelse af hans sjette album This Is How You Smile - på dansk jord, da den legesyge elektroniske musiker gæstede Train i Aarhus og Pumpehuset i København.

"Helado Negro forvandlede Pumpehuset til sin egen dagligstue, hvor vi alle kunne gemme os i vores egen lille boble fra hverdagens strabadser og kolde temperatur" - Undertoner (4,5/6)

I 2024 står Helado Negro klar med sit ottende album, der har fået titlen Phasor. Albummet udkommer d. 9. februar og bliver fulgt op af en verdensturné, der bringer den charmerende sanger og sangskriver tilbage til København, når han besøger Loppen søndag d. 3. marts. 

Support: Devon Williams (US)
Devon Williams' fire album er fyldt med smukke og propre janglepop-sange, som henter inspiration hos bands og artister som The Church og Lloyd Cole. Men Williams skaber også sin helt egen stil med melodisk guitarmusik. 

Williams’ seneste fuldlængde, A Tear In The Fabric (2020), er blevet hyldet for at nå "et niveau af popgenialitet" af All Music. American Songwriter siger endvidere at Devon Williams "puster liv i klassisk new wave-musik."

TILFØJ TIL KALENDER
Søndag 03. mar 2024
Add to Calendar