Støjrock, syrepop, dansable elektrobeats og Dunedin-inspireret guitarspil? Der er ikke noget trick, Dummy ikke er klar til at hive op af hatten, når de serverer atmosfærisk psych-pop ad libitum på Loppen den 5. november!
Dummy er et rockband fra Los Angeles, der består af Alex Ewell, Emma Maatman, Nathan O’Dell og Joe Trainor. Deres debutalbum, Mandatory Enjoyment, udkom i slutningen af 2021 og endte med at få stor ros fra anerkendte musikmagasiner som Pitchfork og Stereogum, på trods af at albummet fløj lidt under radaren fra start. Den følgende turné oven på pandemien blev en øjenåbnende oplevelse for kvartetten, og det er netop også denne oplevelse, der pulserer igennem den hæsblæsende opfølger Free Energy, der er lige på trapperne i skrivende stund.
Popmusik har været en stor del af Dummys lyd lige siden begyndelsen, hvor bandet væver catchy melodier ind i et syret mere rock-præget univers. Maatmans stemme er blid og drømmende og væver sig ind i gruppens luftige synths og intrikate melodiske univers.
På Free Energy finder gruppen en hårdere og mere dansabel lyd, gennem eksperimenter med elektroniske teksturer og vokal-loops i deres rock-prægede lydbillede. Kolde og mekaniske bruges på varme og glitrende måder, mens traditionelt-men-stadig-sejt guitarspil stadig spiller en stor rolle på pladen. Resultatet er en plade, der fejrer musikkens kropslige kvaliteter, om det så er gennem tandknusende MBV-esque støj, et klistret pop-omkvæd eller en fornøjelig trommemaskine - hvis det står til Dummy, skal det hele helst klemmes ned i en sang.
Free Energy hidkalder sig alt fra barsk drone-pop til tredjegenerations Dunedin-lyd a la Look Blue Go Purple, fra dansevenlige elektroniske beats til The Feelies-klingende call-and-response guitarspil. Kom med på et trip gennem alverdens genrer med Dummy den 5. november på Loppen!
Koncerten præsenteres i samarbejde med Black Rice Booking.
KINDSIGHT
Den danske indierock-kvartet Kindsight skaber musik, der kombinerer lyden af 90’ernes alternative rock med skandinavisk pop. Bandet består af Søren Svensson, Anders Prip, Johannes Jacobsen og forsanger Nina Hyldgaard Rasmussen, hvis unikke stemme vækker associationer til Molly Rankin fra Alvvays og Hope Sandoval fra Mazzy Star. I marts 2022 udgav Kindsight deres debut album, “Swedish Punk”. Albummet fik meget positive anmeldelser med blandt andet 5 ud af 6 stjerner i Gaffa DK, samt ordene: “Her er alt i alt tale om en storartet debut plade.”