WE ARE ALL USERS OF THIS LIFE RUINING DRUG CALLED CAPITALISM! Københavns måske bedste upcoming post-punkband er tilbage på Loppen den 27. april!
USERS er det fremadstormende post-punk band, der hurtigt har sendt trykbølger gennem den danske musikscene. Med rødder i samfundskritisk aktivisme manifesteres kampen for et nyt samfund gennem støjende riffs, aggressiv vokal og tankevækkende tekster. Musikken er et wake-up call, du kan danse til, og det bliver der rig mulighed for når USERS præsenterer håb blandt frustrationer i et højt tempo.
Trods bandet kun har eksisteret i ét år, har de med deres kompromisløse, eksplosive og skarpe liveshows i dén grad bevist, at de udfylder et tomrum på den danske musikscene.
I 2023 spillede USERS den første koncert i Palads’ gamle klublokaler siden Sex Pistols og Iggy Pop. Her sprængte bandet rammerne for, hvad der kunne lade sig gøre på techno-klubben Den Anden Side. Siden begyndelsen har USERS udfordret tanken om, hvad en traditionel koncert kan være.
“Det er et ungdomsoprør og en klassekamp på én og samme tid. Raseriet og indignationen rammer en i ansigtet som en blanding af sved og spyt, og det føles fantastisk” - Selvtægt
USERS stod på Loppens scene første gang i august i 2023 før gruppens famøse Den Anden Side-show, og der er uden tvivl sket meget i bandets kometkarriere siden da. Vi er uendeligt glade for kunne byde USERS velkommen tilbage på Loppen den 27. april 2024!
IVER
Danmarks nye alternative pop-rock håb og multi-instrumentalist Iver er fløjet direkte til finalen i Karrierekanonen og videre mod de danske hitlister og livescener.
Iver skriver ekstrovert musik om sit introverte følelsesliv, som emmer af sårbarhed og selvtillid.
Sangene er en collage af minder og følelser, en slags musikalsk dagbog, hvor han har fundet sin helt egen måde at sætte ord på et forstadsliv, der med et fremadstormende lydbillede føles alt andet end trivielt.