LØRDAG 30. JAN 2016 - KL 21.00
ENTRÉ: 85KR

THE TREMOLO BEER GUT

THE WARMONGERS

DJ ZOMBIERELLA

THE TREMOLO BEER GUT

The Tremolo Beer Gut er tilbage med deres spy surf’n’western garage rock – og denne gang er de levende live: mere cool, rå og beskidte end nogensinde før! Det dansk/svenske band blev dannet i 1998 – specifikt for at spille live – og lige siden har verden skreget på et album, der fanger den intense, farlige, sexy og for det meste halvsnaldrede atmosfære, som bandet skaber, når de stiller sig på en scene. Det er så godt, at det faktisk er bedre, end vi, du og de selv troede var muligt. Det er også grunden til, at bandet har valgt den humoristiske titel: Live, Beyond Our Means.

The Tremolo Beer Gut spiller ”old school surf’n’western”, en genre, de selv opfandt, da Sune Wagner og Jesper ”Yebo” Reginal grundlagde bandet i turbussen, da de i sin tid turnerede land og rige rundt med Psyched Up Janis. De to grundlæggere delte en kærlighed til surf musik, exotica og ikke mindst filmmusik af komponister som John Barry, Henry Mancini, Ennio Morricone etc. Bandnavn, besætning, genre, og en hel del andre dogmer blev aftalt på under en time, og så var det bare at besætte de to resterende pladser i bandet. På guitar skulle det være Jens Ole ”Jengo” Lembcke, som Yebo havde spillet sammen med i Trains and Boats and Planes, da han havde den helt rette twang og rumklang på sin Fender Jazzmaster. Da Sune dekreterede, at der skal være en svensker med i ethvert godt garage rockband, faldt valget på Per Sunding fra svenske Eggstone. Som lydmand blev Yebos bror, Ulrik ”The Great Nalna” Petersen hyret på en uopsigelig livstidskontrakt. Nalna blev også bandets pladeproducer, da de i slut ’98 gik i Pers Tambourine Studios i Malmö for at indspille deres første album. Senere, da Sune fik rigtigt travlt med The Raveonettes, overtog Nalna leadguitaren, og bandets nuværende konstellation har været intakt i cirka 10 års tid. Yebo og Nalna er i øvrigt også medejere af Crunchy Frog, pladeselskabet der stolt har udgivet bandets musik gennem årene.

De meget konsekvente old school-dogmer, som har guidet The Tremolo Beer Guts indspilninger og karriere, har appelleret til både surf-fans, men også et bredere publikum. I 2000 åbnede de Roskilde Festivalens Orange Scene og har spillet festivaler over hele Skandinavien, Tyskland, Island, USA og Italien. Men den helt rigtige Tremolo-oplevelse får man på en mørk, tilrøget, svedig klub – up close and personal. Og det er derfor, bandet besluttede sig for at invitere 50-60 fans, venner og familie med i deres elskede Tambourine Studios i Malmö og indspille 16 TBG live-klassikere. Det foregik efter alle kunstens (gamle) regler på 16-spors 2-tomme bånd om aftenen lørdag den 18. april 2015. Efter båndene havde lagret og modnet over sommeren, mødtes bandet med lydteknikeren Fredrik ”Nephew” Sunding og mixede optagelserne ned på 2 stk. ½-tomme bånd den 3. oktober samme år. Den 11. december udsendes Live, Beyond Our Means på LP, CD og digitalt.

THE WARMONGERS

The Warmongers er opstået af asken fra det energiske 60-70's garage band Thee Attacks, hvor guitarist og sangskriver Terry O'Tool og bassist Johnny 9 indtil bandets opløsning i 2014 udgjorde halvdelen. Med udgangspunkt i en stor kærlighed til tidlig engelsk rhythm 'n' blues og legender som The Birds, The Creation og Cream, har Terry O'Tool, nu også sanger, og Johnny 9, fundet sammen med trommeslageren Ed Zimmerman og skabt et nådesløst og sveddryppende liveband drevet af "cognac and lust for life".  

The Warmongers indspiller i øjeblikket deres debutalbum i Toe Rag Studios i London, et legendarisk analogt lydstudie bygget op omkring mixeren fra det endnu mere legendariske studie Abbey Road Studios.  

TILFØJ TIL KALENDER
Lørdag 30. jan 2016
Add to Calendar