Sunken trækker Loppen med ned i det kulsorte mørke igen den 12. april 2024!
Det danske black metal band Sunken har været aktive på den danske og europæiske scene siden 2012. Stilen er atmosfærisk black metal, og lyden er kendetegnet ved dystre, melankolske og depressive lydflader, drømmende melodier og inspiration fra havet og den omkringliggende jyske natur.
I starten af 2013 indspillede bandet demoen "The Crackling of Embers", og i 2017 udgav bandet det længeventede debutalbum "Departure". I 2020 vendte Sunken tilbage med "Livslede", deres første udgivelse hos tyske Vendetta Records. "Livslede" er bandets mest intense, gennemarbejdede og ærlige album til dato. Sammen med producer Johan Emanuel Jørgensen har Sunken skabt et smukt og sørgeligt lydunivers ud fra et stærkt personligt grundlag, og resultatet er en følelsestung rejse gennem angst, selvhad og håbløshed.
I maj og juni drager bandet på deres hidtil største og længste Europa-tour og koncerten på Loppen er indtil videre den eneste annoncerede koncert i Danmark i 2024.
"I danmarkshistoriens stærkeste felt er Sunken placeret solidt i fortroppen med ‘Livslede’, og hvis nogen skal skaffe den danske scene hæder og ære, er de et godt bud. Alt dette med et album, der umiskendeligt er deres og umiskendeligt er dansk." - Devilution
SLYNGEL
SLYNGEL er et bastardband, der for nyligt har rejst sig fra de københavnske krypter, klar til at sætte ild i gaden og knuse kranier med deres rådne lyd af mørk og hurtig power metal!