TORSDAG 28. OKT 2021 - KL 20.30
ENTRÉ: 100KR

FRIGJORT FESTIVAL PRÆSENTERER:

SÆRT SKARN

KEJSER

Selvom Frigjort Festival bød på et overdådigt musikalsk line-up er der altid nogle kunstnere, som må lide under en begrænset tidsplan lige meget hvor gode de er. Derfor inviterer festivalen nu til dobbeltkoncert på Loppen med det aarhusianske indie-progband, Sært Skarn, og den nye prins på den københavnske alt-popscene, Kejser.

Midt i en verden præget af krav om effektivitet og resultater insisterer Sært Skarn på at være til stede i rum, tid og sind. Med sin storladne melankoli, fængende melodier og poetiske lyrik giver kvartetten reminiscenser til 90’ernes alternative rock på deres egne særegne, langmodige vis.

Dette kan høres på debutalbummet, Farvel, der udkom i slutningen af juni. GAFFA var ikke sene til at rose udspillet, og drager sammenligninger til tidlig Elbow og Radiohead, hvilket i høj grad kan tilskrives de intelligente og let støjende guitarfigurer, et sublimt sammenspil og sanger og sangskriver Mathias Winthers tekster, der kredser om sindets skrøbelighed og et ønske om at acceptere tilværelsen. 

Kejser spiller underlægningsmusik til dit følelsesliv og med sangtitler som "Diskokugler & Balloner" og "Alt i Lys" er scenen sat for et pompøst og poetisk popunivers. Den danske sanger og sangskriver laver maleriske popsange om ensomhed, længsel og den helt store kærlighed, og alt det, der normalt kan virke trivielt og gråt, bliver bombastisk og farvestrålende i hans musik. 

Bag kunstnernavnet Kejser finder vi Nicklas Qvist Kristoffersen, der, efter at have prøvet kræfter med både metal og indie, nu har fundet sig til rette i popmusikken. I juni udkom debut-EP'en, Misser, hvor ikoniske musikalske forbilleder som David Bowie og Frank Ocean lurer i kulissen.

Glæd dig til at høre to af de to mest interessante og lovende acts på den hjemlige indiescene, når Frigjort Festival præsenterer Sært Skarn og Kejser på Loppen torsdag d. 28. oktober!

TILFØJ TIL KALENDER
Torsdag 28. okt 2021
Add to Calendar