Pladeselskabet Part Time Records inviterer til en særlig aften fredag den 6. marts på Loppen, hvor tre af deres bands vil give koncert. Aftenen er en fejring af den musik, som pladeselskabet udgiver, og en hyldest til de mennesker og det miljø, som det hele udspringer af.
Trader
De hårdtslående alt-rockere med århusianske rødder udgav i 2022 albummet ’Their Best Work So Far’, som brillierede med hverdagsrefleksioner over slackede popmelodier og himmelråbende guitarlicks. Efter en periode med kreative sidespring arbejder trioen nu på nyt materiale.
Bubbling Well
Bubbling Well spiller indierock med nik til 1980’ernes Flying Nun-scene og meget andet. I februar 2025 udgav de det selvbetitlede debutalbum, hvorpå bandets tre frontpersoner skiftevis synger for på en samling sange, der har vakt genklang i såvel punk- og diy-kredse som på P6 beat redaktionen.
Secrecy
Dreampop-duoen Secrecy blomstrede hastigt og naturligt, da Emil Zethsen og Tobias Guldborg Tarp, som begge spillede i rockbandet Yung, lod deres soniske dagdrømme forene i et uplanlagt musikalsk samarbejde. Secrecys debutalbum ’Scenes From a Daydream’ udkom i april 2025. De arbejder i øjeblikket på en opfølgende udgivelse.
DJs:
Hell Patrol (Pleaser + St. Digue)
Patz (Visitor Kane)

