I 2021 indledte Neu Sierra sit indtog på den alternative rockscene med debut-EP'en Sulphur and Molasses. Til efteråret står den danske reine du rock noir klar med EP'en PARIS, som fejres live på Loppen lørdag d. 23. september med Sanderson & The Charabancs som special guests!
Neu Sierra slog sit navn fast med singlen "Dirty Me", som GAFFA kaldte "en folket, dyster sang om et overgreb, der kanaliserer lige dele Nico og Nick Cave and the Bad Seeds". Da hun i maj 2021 fulgte op med EP’en Sulphur and Molasses, gav GAFFA den fem stjerner og beskrev Neu Sierra som en "vanvittig dygtig musiker med stort internationalt potentiale".
Siden har Neu Sierra betaget publikum med sine både rå, intimiderende og storladne koncerter landet over - blandt andet også til en udsolgt koncert på Loppen i foråret 2021 - og i efteråret 2022 drog hun til Paris for at at arbejde med producer Marc Collin (Nouvelle Vague). Det blev begyndelsen på EP’en PARIS.
På PARIS har Neu Sierra fået kyndig asstistance af Nick Lee (Ulige Numre), og udover at indeholde franske oversættelser af Tove Ditlevsens tekster, byder EP’en på andre subtile referencer. Selv kalder sangerinden det en ren parisisk pærevælling af ting, som har gjort særligt stærkt indtryk på hende. "Men man må selv lytte efter og finde dem", tilføjer hun.
PARIS udkommer d. 22. september, og når Neu Sierra dagen efter fejrer udgivelsen på Loppen, indtager hun scenen med sit faste band bestående af Mathias Gørtz, Manoj Ramdas, Nick Lee og Tomas Ortved.
SANDERSON & THE CHARABANCS
Sanderson & The Charabancs er Zakarias Sandersons nye soloprojekt og hjertebarn. Sanderson har skabt sit persona som frontfigur i rock-kvintetten Leizure, men det bliver både inderligt og uslebent, når han med sin sin dybe røst og 6-strengede guitar slår gotiske og storladne toner an bakket op af el guitarist Mathias Gørtz (Neu Sierra, Leizure), violinist Lasse Beck (The Love Coffin, Chopper), bassist Jonas Frantzen (Dissuader, Leizure) og trommeslager Max Cosnier (Deadpan).
Rowland S. Howard (The Birthday Party, Crime & The City Solution, These Immortal Souls) står som den helt centrale inspirationskilde for projektets lyd, men der trækkes også på blødere jangle-pop navne som Nikki Sudden og The Go-Betweens. Og et eller andet sted i lydbilledet lurer Leonard Cohens genfærd.