TORSDAG 18. DEC 2014 - KL 20.30
ENTRÉ: 175KR

MIKAEL SIMPSON

DJ FLUESMÆK

UDSOLGT!

Mikael Simpson sammenfletter det organiske med det elektroniske i sit melankolsk blåtonede univers, der baserer sig på intelligent sangskrivning, iørefaldende melodier og mandens stærke stemme.

 

Mikael Simpson, der først markerede sig på den danske musikscene som en del af det for længst hedengangne indieband Luksus, soloalbumdebuterede i 2002 med den finurligt betitlede "Os 2 + Lidt Ro 2002" og har siden hørt til landets mest populære og respekterede navne. I alt fem studiealbum er det foreløbig blevet til, men også en b-side-opsamling, et remixalbum og senest albummet "Overspring (Samlet)" (2014), som uden varsel kom på gaden i januar som det ophavsmanden, med vanlig skæv underfundighed, rubricerede som ”en mindre Beyonce”. Ifølge medierne var der nu tale om ”en stor Simpson” – hvor sangeren, sangskriveren, produceren og radioværten havde samlet ”Nogle sange, lyde og sager, som jeg har arbejdet på gennem de seneste tre år, men ikke helt ved, hvad jeg skal stille op med”.

Over årene har Mikael Simpson, der har arbejdet tæt sammen med navne som Trentemøller, Lulu Rouge og Jørgen Leth, på imponerende vis formået at fastholde et stort publikum såvel som et hengivent anmelderkorps. I nyere tid har manden sideløbende med sit musikalske virke givet den som særdeles veloplagt radiovært på programmet "Formiddagen på P6 Beat".

 

TILFØJ TIL KALENDER
Torsdag 18. dec 2014
Add to Calendar