FREDAG 19. AUG 2022 - KL 21.00
ENTRÉ: 100KR

MAVOURNEEN

TENDER YOUTH

OBS. Boundaries har desværre været nødt til at aflyse, men du kan stadig opleve Mavourneens dragende post-punk samt Tender Youth, der træder ind som erstatning for Boundaries. Har du købt din billet før d. 28. august kan du refundere din billet via Tikkio - beholder du din billet tilbyder vi en gratis øl eller sodavand i baren.

KICKING THE CURB Presents: Mavourneen + Tender Youth

Mørk fortvivlelse og støjende guitarer ramler sammen, når Mavourneen indtager Loppen en intens, dystopisk og smuk rockaften fredag d. 19. august! Samme aften er vi stolte over at kunne byde velkommen tilbage til Tender Youth og deres spændende take på post-punk og shoegaze.

Bag kunstnernavnet MAVOURNEEN blander Hans Gustav Björklund Moulvad og Benedicte Pierleoni-Nielsen (Baby in Vain, Brimheim m.fl.) lydmure, aggression og melankoli sammen i en smeltedigel af støj og intensitet. I foråret 2020 udgav duoen EP'en, Carnivore Sky, som blev indspillet i Sonic Youths studie i New York i samarbejde med Steve Shelley (Sonic Youth) på trommer, Jared Artaud (Alan Vega, The Vacant Lots) som producer og grammyvinder Ted Young som tekniker.

Allerede inden udgivelsen havde Mavourneen dog fået opmærksomhed både herhjemme og i udlandet på baggrund af to hæsblæsende live-udgaver af sangene "Burst" og "Fountain of Youth", som danske Passive/Aggressive skrev følgende om:

"Det er følelsen af den totale udskejelse, hvor intet holdes tilbage og efterlades uafklaret. Den gennemførte ekvilibrisme mellem det hårdtslående og det sårbare"

Mavourneen har allerede spillet koncerter i hele landet bl.a. som support for Gang of Four og Viagra Boys og har gæstet en række danske festivaler inklusiv SPOT og UHØRT Festival. Bandet er nu i fuld gang med produktionen af deres debutalbum som produceres og mixes af Nis Bysted (Iceage, Liss, First Hate, etc).

TENDER YOUTH er fortsat et forholdsvist ubeskrevet blad på den danske rockscene, men med udgivelsen af deres selvbetitlede debut-EP fra oktober sidste år, er det noget, den unge firkløver får lavet om på det. Sammen skaber de fire gymnasievenner en unik nyfortolkning af de ædle genrer gennem et ængsteligt lyrisk univers, der sætter ord på den perfektionistiske og præstationsfokuserede kultur, der gennemsyrer deres generation.

Tender Youths behov for at bryde disse usynlige lænker resulterer i et kaotisk virvar af energi, der kulminerer i deres melodiske, rå og tordnende lydbillede. Et lydbillede der, oplevet ved deres højintensive koncerter, river publikum fra hverdagens monotone tomgang ind i et rødglødende univers, hvor facaderne revner og efterlader publikum blottet i de fejende toner og tunge trommer.

Siden drengene var 16 år, har det været muligt at opleve disse koncerter på adskillige danske spillesteder som Loppen, Ungdomshuset og Christianshavns Beboerhus. Disse koncerter har ført Tender Youth gennem en sonisk rejse, der nu har foldet sig ud gennem deres selvbetitlede debut-EP, som er produceret af Sylvester Struckmann og indspillet i Grapehouse Studios.

TILFØJ TIL KALENDER
Fredag 19. aug 2022
Add to Calendar