FREDAG 02. DEC 2022 - KL 21.00
ENTRÉ: 160KR

ALBUM RELEASE SHOW

THE INTERBEING

NATJAGER

Industrial metalcore-kvintetten THE INTERBEING er tilbage med et højt tempo og aggressiv attitude. Til november udgiver bandet deres tredje fuldlængde album og holder i den forbindelse releasekoncert på Loppen fredag d. 2. december, hvor de vil spille en del sange fra det nye album samt sange fra deres bundsolide bagkatalog. Samme aften har de også inviteret Natjager med som special guests!

THE INTERBEING etablerede sig et navn på den industrielle metalscene tilbage i 2011 med det prisvindende og anmelderroste debutalbum Edge of the Obscure, efterfulgt af deres andet album Among the Amorphous i 2017. Efter at have turneret i Europa og Japan med bands som Twelve Foot Ninja, Parkway Drive, Meshuggah og spillet shows på festivaler som Copenhell, Hokuo Music Week, SXSW og Euroblast, vendte bandet deres fokus på at færdiggøre det kommende album, der har fået titlen Icon of the Hopeless og udkommer fredag d. 18. november. 

Med Icon of the Hopeless fuldender THE INTERBEINGs det futuristiske univers, som bandets lyttere har kunnet følge siden debutalbummet i 2011, og albummet løfter på mange måder sløret for den store konklusion på den konceptuelle historie om et ’væsen’, der kæmper med sine skabere i en dystopisk parallelverden. Albummet er blevet mixet og masteret af stjerneproduceren Jacob Hansen (Amaranthe, Dizzy Mizz Lizzy, Volbeat).

Op til udgivelsen af Icon of the Hopeless, har THE INTERBEING præsenteret singlerne "Black Halo" og "Eternal Eclipse", der også er blevet præsenteret live til flotte roser hos bl.a. Devilution. Begge singler giver et skudsikkert indtryk af det dystopiske og konceptuelle udtryk, som lyttere kan forvente på det kommende album og til releasekoncerten på Loppen d. 2. december!

NATJAGER
Natjager er en smeltedigel af forskellige genrer. Bandet er blevet kaldt alt fra post-hardcore til Cher-metal, men Natjager er nu helt sin egen. De delte vandene voldsomt i det danske musikmiljø, da de udgav deres første EP tilbage i 2017, og bandets brug af autotune er bestemt ikke for alle. Med tiden er haterne dog blevet mere stille og bandet huskes nu mere for deres energiske koncerter og eksplosive popnumre pakket ind i massiv guitar.

Bandet har på deres seneste album, At Kende Bølge Fra Hav, teamet op med Jeppe Andersson (Mø, Scarlet Pleasure, Christopher m.fl) og det kan i dén grad høres. Albummet er en videreudvikling af Natjagers lyd. Det er Natjager, som man kender dem, bare skruet op på 110 procent!

Den gode melodi, de voldsomme guitarer og den stramme rytmesektion er intakt, men det er tydeligt at høre der er blevet kælet mere for alle detaljer i deres kompliceret lydbillede.

TILFØJ TIL KALENDER
Fredag 02. dec 2022
Add to Calendar