LØRDAG 13. APR 2024 - KL 21.00
ENTRÉ: 130KR

DE HØJE HÆLE

MOLLY

De Høje Hæle og Molly! Begge på trapperne med nyt album. Yes, den er god nok! Og lørdag d. 13. april står de to danske bands klar til at servere de nye sange live på Loppen for fulde gardiner, og du skal da med, din gamle rockbavian!

DE HØJE HÆLE
Året er 2007, stedet er Ny Ellebjerg. Tre tosser mødes til en øver for første gang. Her fødes De Høje Hæle, og siden hen er det blevet til en bunke 7”, bånd, en EP og 2 fuldspillere. Senest fik vi Mund Til Mund til stor begejstring for ja... alle og enhver. Også de danske anmeldere var begejstrede:

"Med Mund Til Mund viser De Høje Hæle, hvor punkskabet skal stå. Med deres underfundige Shu-bi-dua-lyrik og de stærke melodier er der dømt sjov og charmerende punk, der både egner sig til cykelturen og øllene inden turen i byen. Det er en fornøjelse." - Undertoner (5/6)

Selv forstår de stadigvæk ikke, hvad der foregår inden under deres hår, men måske er det også ligemeget. Med ny mand bag tønderne, giver hælene dig en ny form for paranoia døgnet rundt, og til foråret er den sprængfarlige rocktrio tilbage med nyt album, og vender i den forbindelse tilbage til Loppen med Molly, der også er albumaktuelle i foråret 2024.

MOLLY 
Molly blev dannet i København i slutningen af 2011 af vennerne Malte Hill og Mathias Sarsgaard, og gennem årene har det bandet haft forskellige konstellationer, dog altid med en solid punk-rock-indsprøjtning for øje og frontperson og sangskriver Malte Hill i spidsen.

I kølvandet på deres debutkoncert på den københavnske punkbar Floss i 2012 udgav Molly en 7” vinyl med udvalgte sange fra koncerten. Året efter fulgte bandet op med koncerter på bl.a. Roskilde Festival, SPOT og Pop Revo samt udgivelsen af deres andet album Peach Melba og singlen "Bagu Bagu" i 2015, der høstede enorm opmærksomhed hos flere indflydelsesrige musikmedier:

“Copenhagen's Molly defy those hyper-basic conventions found in the rest of the herd with their new video for ‘Bagu Bagu’. Channeling Hüsker Dü in all of the best ways.” - VICE 

Gennem årene har Malte Hill og co. formet og poleret deres udtryk og fundet frem til deres egen distinkte sound. Deres seneste udspil kom i 2019, men nu er Molly tilbage, og på deres kommende album Charter viser de i dén grad, virkelig hvordan et rockband anno 2024 skal lyde.

Deres sange kommer som altid direkte fra hjertet, og uanset om de rammer dig som et knytnæveslag i ansigtet eller en af ​​deres mere eftertænksomme sange, vil du altid finde en god melodi i centrum af det hele. Så husk dit kikkertsyn og hop ombord i ufoen og tag en tur i rock-rutsjebanen med Molly og De Høje Hæle på Loppen lørdag d. 13. april!

TILFØJ TIL KALENDER
Lørdag 13. apr 2024
Add to Calendar