TORSDAG 11. DEC 2014 - KL 20.30
ENTRÉ: 120KR

JAMBINAI(KR)

THE SHAKING SENSATIONS

JAMBINAI

Jambinai fra Sydkorea åbnede Gloria Scenen på dette års Roskilde Festival med et brag! De fyldte salen, blæste lytteren omkuld og fik efterfølgende et hav af rosende anmeldelser.  

Jambinai er et avantgardeband, der blander klassiske koreanske instrumenter som geomungo, haegeum og piri med moderne bas, guitar og trommer. Resultatet er eksperimentel postrock blandet med støjjazz - tilsat den traditionelle asiatiske lyd. 

Det er mørkt, kraftfuldt og atmosfærisk, og balancerer smukt mellem hårdt og fint.  

Om koncerten på Roskilde Festival skrev Soundvenue:

Vekslende mellem sfæriske klangflader og halsbrækkende mathrock-øvelser med tempo- og toneskift, skiftede Jambinai ham og blev et bisart rockmonster. Det gav mindelser om såvel tidlig Sigur Ros og Godspeed You! Black Emperor, og ligesom sidstnævnte sad medlemmerne af Jambinai også ned, mens de sendte deres voldsomme udladninger ud af fra scenen. Ofte med en sådan indestængt energi, at man havde dem mistænkt for at ville vælte Kim-regimet i Nordkorea.

Jambinai har for alvor indtaget vesten, og vi er glade for at kunne danne rammerne om denne helt unikke oplevelse! 

 

THE SHAKING SENSATIONS

Københavnske The Shaking Sensations etablerede sig for alvor på den internationale scene for atmosfærisk instrumental rock og post-rock med udgivelsen Start Stop Worrying fra 2013. Et album som kastede et hav af flotte anmeldelser og omtale af sig, samt koncerter i hele Europa og Rusland. Bandets evne til at opdatere den klassiske post-rock og tilføje genren et frisk pust - både gennem alternative kompositioner og en ukonventionel besætning – har sammen med bandets ekstreme nærvær og nærmest maniske energi, som især kommer til udtryk når bandet spiller live, bidraget The Shaking Sensations’ succes.

The Shaking Sensations spiller denne aften deres sidste show på dansk grund, inden de går i tænkeboks for at udarbejde et nyt album. Med de nye numre lægger The Shaking Sensations i endnu højere grad afstand til den klassiske post-rock og udfordrer genren med ukonventionelle opbygninger, taktarter og et mere ligefremt og knap så indadvendt udtryk i lyd og fremførelse. Der er dog stadig højt til loftet når The Shaking Sensations udfolder deres atmosfæriske og storladne instrumentalrock, hvor hele to trommeslagere er på plads og kaskader af stormende guitarer blæser til angreb fra scenen!

TILFØJ TIL KALENDER
Torsdag 11. dec 2014
Add to Calendar