SØNDAG 31. MAJ 2015 - KL 20.00
ENTRÉ: 150KR

STØTTEKONCERT FOR HJÆLP VOLDSOFRE:

ANNA DAVID + MUND DE CARLO

KALIBER + FLAB + NORD

Oplev Anna david, rapperen Mund De Carlo, Kaliber, Flab (Simon Flab Ohlendorff) og bandet NORD til Støttekoncert for Hjælp Voldsofre.

Du får en fed musikalsk oplevelse og samtidig støtter du Hjælp Voldsofre, der gør en vigtig indsats for at hjælpe voldsofre tilbage til livet.

Men hvorfor er det overhovedet nødvendigt med fokus på voldsofre, tænker du måske? Får de ikke allerede masser af hjælp? Nej, problemet er, at voldsofre ofte føler sig ladt i stikken. Et voldeligt overfald går ikke bare ’væk’ af sig selv.

Det kan godt være, at den brækkede kæbe er vokset sammen. Måske synes vennerne også, at det er på tide, at du kommer med i byen igen. Men hvad andre ikke kan se, er, at de psykiske skader kan gøre ondt længe efter et overfald.

De fem artister, som du kan opleve til støttekoncerten på Loppen, har på hver deres måde haft vold tæt inde på livet – og med deres optræden ønsker de at sætte fokus på det problem, at voldsofre ofte må kæmpe længe med at komme sig over de psykiske efterdønninger af et overfald. 

 

BILLET: 150Kr. + gebyr

OBS Vi åbner dørene kl. 20:00 

***

Hjælp Voldsofre er en frivillig, uafhængig forening, som støtter alle former for voldsofre samt pårørende med rådgivning samt midler til at forbedre deres tilstand og situation. Endvidere arbejder foreningen på at forbedre ofrenes retsstilling, deltager i forebyggende arbejde samt lobbyisme.

Kreditering af billede: Zenfoto - Ricky Sam Winther & Jiri Thomas Kjeldgaard.

Medvirkende: Johnny Bredahl

***

Rapperen Simon ’Flab’

”Jeg var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Jeg var på vej hjem fra cykelturen Amager Rundt, da jeg passerede et større gadeslagsmål. Inden jeg vidste af det, blev jeg kørt ned bagfra. Og da jeg rejser mig op, bliver jeg stukket tre gange med en skruetrækker i skylder, ryg og hofte. Jeg vil gerne sætte fokus den meningsløse vold, som bliver mere og mere grov.” 

Maria Thorsted Stephens, forsanger i bandet NORD

”Jeg blev overfaldet af en gruppe på cirka 15 unge mænd, som var dybt påvirkede af stoffer. De holdt mine arme og ben, mens de brækkede min kæbe og samtlige ribben. Først da jeg mistede bevidstheden, slap de mig, og jeg faldt sammen som en dukke på fortovet. Én mand fortsatte med at sparke. Det psykiske traume forfulgte mig længe efter overfaldet. Det var først da, jeg fik angstanfald, at jeg indså, at jeg havde brug for hjælp.”

Mund de Carlo

Carlos Demitz, bedre kendt under sit kunstnernavn Mund de Carlo. ”Jeg synes, det er nødvendigt, at vi sætter fokus på voldsofre. For et overfald er en skræmmende oplevelse, der sidder i krop og sind længe – for nogle endda altid,” siger Carlos Demitz. ”Jeg har selv været udsat for både meningsløs og overlagt vold, og jeg oplevedet det var svært at komme videre bagefter. Det føles som om, du trækker rundt på en tungt lastet anhænger, der bare tynger dig ned. Du er nødt til at få ”ryddet op i hjernen” og få sat ord på oplevelsen og de følelser, der følger dig bagefter. Det synes jeg, man kan gøre ved at skabe nogle rammer, et fællesskab, som du kan bruge til at dele dine oplevelser med. Så du ad den vej kan få overfaldet ud af dit system. På den måde kan du som voldsoffer forstå, at du ikke står alene. Hvis du har nogle at tale med, kan du få genopbygget din selvtillid og lære at stole på sine medmennesker igen.”

Anna David

”Der er alt for mange børn i Danmark, der bliver udsat for voldelige overgreb. Det gør simpelthen ondt i mit hjerte, måske især fordi jeg også er mor." 

”Sangen ’Kun Hjertet Slår’ har jeg skrevet, fordi jeg gerne vil kaste et lys på de børn, der har det svært. Jeg håber, at sangen kan være et spejl, for de, som lever med vold i hjemmet, og forhåbentlig kan jeg røre folks hjerter. Vi har brug for at få styrket vores fælles ansvarsfølelse, for vold og svigt af børn er et fælles ansvar. Den eneste måde, du kan komme videre i livet efter et overgreb, er ved at søge hjælp. Derfor støtter jeg Hjælp Voldsofre.”

Kaliber

”Vi er fire gutter i Kaliber, der alle har levet på kanten af loven i vores unge år på Vestegnen. Den baggrund danner rammen om vores musik, hvor vi skildrer miljøer, som de fleste kun læser om i aviserne eller ser på tv. I dag har vi har lagt det kriminelle liv bag os, og forsøger at være positive rollemodeller, men vi lægger ikke skjul på, at vi virkelig ved, hvad vi snakker om,”Jesper ‘Livid’ Helles, der er rapper i Kaliber. Rapperne i Kaliber har alle haft vold tæt inde på livet, både som ofre og gerningsmænd. Netop derfor gav det god mening for gruppen at alliere sig med foreningen Hjælp Voldsofre. Den 11. Maj udgiver Kaliber en støttesang til fordel for Hjælp Voldsofre, sangen hedder ”Alene”. ”Med "Alene" prøver vi at belyse et emne, som vi synes alt for sjældent får opmærksomhed - nemlig de langsigtede, psykologiske konsekvenser, som voldsofre oplever. Vi håber også, at vi kan være med til at bryde nogle af de tabuer, der findes omkring dét at søge hjælp og at turde stå ved, at man har brug for det.” 

TILFØJ TIL KALENDER
Søndag 31. maj 2015
Add to Calendar