TORSDAG 24. SEP 2020 - KL 20.30
KØB
FORSALG: 130KR

DEN SYVENDE SØN

DE NØGNE ØJNE

Der er ingen antydning af syvårskrise at spore hos københavnerbandet Den Syvende Søn med Michel Belli i front. Tværtimod fremstår de i 2020 med udgivelsen af deres tredje album 'Trods' mere sammenspillede end nogensinde. Du kan godt se frem til at opleve et band i sin bedste form, når Den Syvende Søn ruller Loppen ind i deres velkendte beat og psychrock d. 24. september med De Nøgne Øjne som support.

Dannet i 2012 på bagsædet af en bil på vej hjem fra et job i Jylland, har Den Syvende Søn godt syv år på bagen og to anmelderroste album i bagagen. Nu er Den Syvende Søn dog klar med et tredje album, indspillet i Victoria studio på Vesterbro. Det var også der første album blev indspillet, og i lighed med dengang, har spontaniteten fået lov at råde i tilblivelsen af sangene, helt til det sidste, godt hjulpet på vej af producer, Christian Ki Dall. Albummet der har fået titlen 'Trods' udkom i marts 2020 og er blevet mødt med rosende ord fra den danske musikpresse.

"'Trods' er dog bandets hidtil bedste album, som er mere end bare trofast over for den gammeldags beatmusik med et stænk psykedelisk rock" - Gaffa.

Teksterne er som Michels univers plejer, rimelig kontant og han prøver altid at være direkte, uden at være for banal, og poetisk uden at være for højtravende. Hvis teksterne skal passe til den ærlige vokal, er det nødvendigt med tekster, han kan indleve sig i, uden at være selvudleverende.

Bandet har spillet sammen i over syv år nu, og samspillet og forståelsen for eget univers er vokset. Instrumenterne understøtter tekst og vokal i højere grad end tidligere. Ud over den naturlige udvikling i bandet, er Den Syvende Søn tro mod sit udgangspunkt. De har stadig en forkærlighed for beatmusik, psykedelisk rock og dyrker håndholdt gammeldags håndværk, hvilket d. 24. september går smukt i symbiose med gode, gamle Loppen, når dørene slåes op til efterårets danske beatbrag.
 

Support: De Nøgne Øjne
De Nøgne Øjne er et københavnsk band, der leverer en verden i solskinspoppens tegn, hvor 60’erne aldrig forsvandt, og hvor den fri kærlighed var lige så kaotisk, som den er i dag. Bandet  henter sine overvejende musikalske inspirationer fra 1960'erne, og inddrager elementer fra genrer som beat, surf, motown, og solskinspop. Dette retroorienterede lydbillede placeres i en nutidig dansksproget kontekst, hvilket giver musikken sit helt unikke udtryk.

I løbet af det sidste år har De Nøgne Øjne spillet en række koncerter i hovedstadsområdet og i november gik indspilning af deres tredje udgivelse i gang, der nu er forårsklar. Tjek Når Du Skifter Mening ud på din foretrukne streamningtjeneste og glæd dig til d. 24. september.

TILFØJ TIL KALENDER
Torsdag 24. sep 2020
Add to Calendar